Foranlediget af det forholdsvis nyetablerede Blegkildekvarter, der er etableret i området over Eternitgrunden på Blegkilde Allés mange forgreninger, har vi fundet det interessant at beskrive historien om navnet Blegkilde, der oprindelig stammer fra kilden - Blegkilde.
Blegkildeanlæggets placering ses på nedenstående kort.

Blegkilde nævnes første gang i året 1400. Bleg er et gammelt ord for kridt, der udtales med g og ikke med j. Trykket lægges på kilde.
At navnet stammer fra kridt er egentlig ikke mærkeligt, da kilden udsprang i kridtbakkerne, der var nabo til den senere anlagte cementfabrik "Danmark".

Ved foden af de store kridtbakker på østsiden af Gugvej (nu Sønderbro) i Aalborg udsprang i ældre tid en meget vandrig kilde. Den nævnes første gang i året 1400 og hed allerede da Blegkilde. Naturligvis er kilden langt ældre end det anførte årstal, og noget tyder på, at den i umindelige tider har været betragtet som hellig.
I begyndelsen af dette århundrede fandtes med 12 års mellemrum to armringe af sølv ved Blegkilde. De var fra vikingetiden, dekoreret med to rækker stiliserede dyrehoveder og ganske ens. Det er således sandsynligt, at de har udgjort et par, selv om der var 700 meter mellem findestederne. Men hvordan er de havnet her i nærheden af kildevældet? Ingen ved det; men forklaringen kan være den, at de er ofret til kilden, der har været betragtet som undergørende. Dens iskolde, stærkt kalkholdige vand kan have haft en heldig indflydelse på visse sygdomme.
Et er imidlertid sikkert. Vandet fra Blegkilde var eftertragtet af Aalborgs indbyggere. I hvert fald sendte de mere velstillede ofte deres tjenestepiger til Blegkilde efter vand til husholdningen, hvilket nok kunne være ønskeligt. Man må huske på, at de ellers var henvist til åernes uhumske vand.
I 1853 hjemsøgtes Aalborg af en voldsom koleraepidemi. Mange blev angrebet, og 5% af byens indbyggere døde. De stinkende åløb fik skylden for epidemien, og allerede året efter havde Aalborg sit vandværk klar til brug. Hvad var vel mere naturligt, end at det blev lagt, så det kunne udnytte det gode vand fra Blegkilde. Vandværket gav byens indbyggere upåklageligt vand, men samtidig tærede man på kildens vand. Da Aalborg nåede en vis størrelse, var kilden tørlagt.

I 1814 blev der gjort et forsøg på at skabe et anlæg i Blegkilde. Personen bag tiltaget var en 15-årig dreng. Han hed Henrik Beck og var søn af gartner Beck på det gamle slots område. Henrik var meget interesseret i naturhistorie, og han nåede at få plantet en del træer ved foden af bakkerne, inden han i 1818 forlod Aalborg for at studere i København, hvor han senere blev inspektør ved det naturhistoriske museum og dr. phil.
Den egentlige grundlægger af Blegkildeanlægget blev dog major Ditlev Voss. Han gav det navnet Karolinekilde, opkaldt efter arveprinsesse Caroline ligesom Karolinelund. Navnet slog imidlertid aldrig an.
Voss lod et areal beplante, desuden blev kildens vand, der førhen løb direkte til Østeraa ved Kjærs Mølle, ledt gennem et system af kanaler med opstemninger, så der dannedes små vandfald. Først efter disse svinkeærinder kunne det forlade anlægget som Blegkildestrømmen. (Se kortet under hovedafsnittet).
I sidste halvdel af 1800-tallet var først købmand Simon Aron Jacobsen og senere tobaksfabrikant Frederik Obel anlæggets mæcener, der ofrede mange penge på dets udvidelse og forskønnelse.
I 1898 blev de sydligste kanaler i Blegkilde tildækket, fordi de næsten altid var uden vand. På dette tidspunkt var det altså allerede småt med vand fra kilden. Først i 1913 hjalp det igen på vandmængden i kanalerne, da man fik en aftale med cementfabrikken "Danmark", der var anlagt som nabo til Blegkilde. Den gik ud på, at fabrikkens kølevand måtte ledes ud i kanalerne.

Den 14. maj 1914 bevilgede Aalborg byråd 1200 kr. til et springvand i Blegkilde. Det skulle ligeledes udnytte "Danmarks" kølevand. Senere blev det kendt som landets vandrigeste springvand, idet der løb 65.000 tdr. vand gennem det i døgnet.

Den 16. september 1895 nægtede byrådet et andragende fra Wilhelm Nielsen om eneret på beværtning i Blegkilde i 20 år. Senere må det være kommet til en forståelse mellem parterne; for i foråret 1897 var den nye pavillon en kendsgerning. Pavillonen var bygget på en 7000 kvadratalen stor grund, som Wilhelm Nielsen ejede i direkte tilknytning til anlægget. Denne bygning brændte i august 1913.
I 1914 godkendte byrådet tegninger til et nyt traktørsted i Blegkilde, overslaget lød på 15.000 kr. Dette traktørsted blev senere erstattet af en grundmuret bygning ved navn Skovkroen.

I 1854 etableredes Aalborg Vandværk på Gugvej (nu Sønderbro). Vandværket blev placeret på et sted, hvor det kunne udnytte kildens vand. Dette sammenholdt med Aalborgs voksende befolkning betød, at kilden snart blev tørlagt.
I 1927 etablerede Cementfabrikken Danmark sig som Dansk Eternit Fabrik, der senere købte Blegkildeanlægget. I forbindelse med at Dansk Eternit Fabrik stadig voksede, forsvandt efterhånden de fysiske dele af både kilden og anlægget.

For A/B Blegkilde II
Lise og Jens Dahl